Åbningstider
Kontakt os

Du kan kontakte os på:

Telefon: +45 4848 0471

Send os en e-mail
Nyhedsbrev

Orchideer for begyndere

Denne guide for nybegyndere i orchidedyrkning er lavet for at give et overblik over de mest almindelige og velkendte orchideslægter til dyrkning især i vindueskarm, men også med nogle nye og lidt mere ukendte ting, da ny viden om arter og krydsninger hele tiden kommer til. Arter er skrevet med lille forbogstav, mens hybrider står med stort. Eksempler på lette orchideer står nævnt under hver slægt.

Med lette orchideer menes planter af disse, som er lette at dyrke og få til at blomstre. Bemærk at antal blomstringer og holdbarhed kan variere meget hos orchideerne, nogle kan blomstre gentagne gange fra samme stængel, men de fleste må sætte et nyt skud eller udvikle en ny bulb, der er stor nok til at kunne blomstre. Hvileperiode er ikke noget planterne behøver medmindre det står specifikt for den enkelte plante. Der kan desuden være tale om både store og små planter. Guiden forudsætter at til dyrkningen bruges GreenMix, da nogle arter og krydsninger ellers kan være for svære at kunne få til at trives i en alm. vindueskarm.

Aerangis: Slægten Aerangis rummer 60 arter, der alle stammer Madagascar og dele af Afrika, hvor de vokser som epifytter. Planterne minder i væksten om Phalaenopsis og skal passes på samme måde. Blomsterne er af samme type som Angraecum, kommer en gang om året, omend noget mindre og ofte med flere på hver stængel. Der er nogle få arter, der kan være til glæde for nybegynderen, såsom A. articulata, A. citrata og A. fastousa.

Angraecum: Slægten Angraecum er på ca. 200 arter og er udbredt i tropiske egne af Afrika, Madagascar og nærliggende øer som Seychellerne, samt Sri Lanka. Planterne vokser som epifytter og består lange skud med en række af lange blade på hver side. Blomsterne er typisk grønne/hvide og natteduftende blomster, med en lang spore der indeholder nektar. Planter af denne slægt er mere langsomvoksende og kræver derfor ikke nødvendigvis omplanting til større potter hvert 2. år som de fleste andre orchideer.

Blandt de nemmere arter kan nævnes A. sesquipedale (Bethlehemsstjerne), der blomstrer en gang om året med nellike-duftende blomster, dog skal det nævnes at blomsterne er særlige følsomme overfor tobaksrøg. Den vil også med tiden blive til en stor plante. En anden art, A. magdalena, minder meget om førnævnte, men blomsterne har kortere spore og planten er mere kompakt og med mørkegrønne blade i stedet. Af andre arter kan også nævnes A. eburneum, der er en noget stor plante, mens A. scottianum og A. elefanthinum er små i væksten. Der findes hybrider som A. Veichii, der også kan nydes af en begynder.

Bletilla: Slægten Bletilla indeholder 9 arter, og hører hjemme i det østlige Asien, Taiwan, samt de omkring-liggende øer. Bletilla striata (Mikadoblomst, Japanorkidé) er en letdyrkelig orchide, der visner ned efter vækstperioden, og overvintrer med de kødede rodstængler (skal overvintres køligt). Den er en koldhusplante, der i milde vintre klarer sig udendørs. Blomstrer omkring juli i ca. en måned, når holdes udendørs, men kan ellers drives til at blomstre i marts-april. Blomsterne er ofte med røde/pink blomster, men kan også findes med hvide nuancer.

Bulbophyllum/Cirrhopetalum: Slægten Bulbophyllum tæller over 1000 arter, primært koncentreret i regnskove og skyskove i det sydøstlige Asien og især New Guinea, men har også udbredelse i Afrika og nogle få arter i Syd-amerika, hvor de alle vokser som epifytter. Nogle botanikere betragter alle arter under en slægt: Bulbophyllum, men andre opdeler dem i en eller flere slægter, bl.a. Cirrhopetalum. Deres særegne vækst og meget forskellige, eksotiske blomster har i de senere år øget opmærksomheden for denne slægt betydeligt, og den er i dag blandt de mere populære valg. På særlig varme dage kan blomsterne af nogle arter udsende ådselslugt, da Bulbophyllum bestøves af fluer.

Blomsterne holder typisk 14 dage. Selve planten består af bulber, der enten sidder tæt eller med en vis afstand fra hinanden, forbundet af en stængel (kravler), i toppen af hver bulb er enten et eller to blade. Planterne kan både være store eller små afhængig af art. Planter og blomster af visse arter i denne slægt er blandt de mindste i orkidefamilien. Der er flere arter, som kan være til glæde for begynderen med en varm, fugtig plads i hjemmet: B. falcatum, B. lasiochilum, B. medusae, B. rothschildianum. En gruppe af arter (og hybrider af disse) får relativt store, gul-orange blomster, ofte med rød/brune tegninger: B. dearei, B. lobbii, B. polystictum. Listen over egnede arter udvides hele tiden, efterhånden som man lærer dem at kende i kultur. Der findes desuden nogle velegnede krydsninger, såsom Cirrhophyllum Hans` Delight, der får flere blomster indtil 2 gange om året.

Calanthe: Slægten Calanthe omfatter ca. 150 arter i Afrika, Asien og Australien, og kan opdeles i 2 grupper: De løvfældende og typisk med store bulber, og de med stedsegrønne blade og meget små, uanseelige bulber, og omfatter bl.a. C. fuscata (flere farver) og hybrider som C. fuscata blue X madascarensis (blå), der ofte blomstrer 1-2 gange om året, typisk forår-efterår, i 1-2 måneder. Stedsegrønne Calanthe foretrækker tempereret til varmt klima, og en plads i let skygge eller lyst. Sålænge de aldrig tørrer ud, og ikke står i for små potter, vil de vise sig meget voksevillige. De løvfældende typer omfatter bl.a. arterne C. cardioglossa (rød/gul), C. rosea (lyserød), og C. vestita (hvid med rød midte) og hybriderne Harishii (hvid) og Prinsesse Alexandra (rød) - alle blomstrer 1 gang i løbet af vinterhalvåret. Det er grådige planter, med kraftige skud og god rodvækst. De har derfor godt af at stå med luft omkring sig, og kan vokse så hurtigt at det kan være en nødvendigt at omplante hvert forår. Blomsternes holdbarhed ligger på 3-6 uger eller mere.

Catasetum: Slægten Catasetum omfatter 100 arter og har sit udbredelsesområde fra de Vestindiske Øer til Mexico i Centralamerika, og videre ned til Argentina i Sydamerika. Disse orchideer er kendt for deres flotte og noget særprægede blomster. Sammen med nogle få andre slægter, får Catasetum henholdsvis han- og hunblomster separat eller på samme blomsterstand, hvilket skiller dem ud fra størstedelen af orkidefamilien, der alle får tvekønnede blomster. Planterne får kraftige skud med lange blade, der henover sommeren udvikler sig til nye, store bulber. Disse bulber er lange eller buttede alt efter art. Senere falder bladene af og blomstringen går i gang. Blomstring sker normalt i løbet af vinterhalvåret, 1-2 gange (ved basis af bulben, fra hver side) og holder 2-3 uger. Oftest er der tale om de farverige hanblomster, sjældnere vil man se de grønlige hunblomster. I hanblomsterne sidder en antenne, der ved let berøring eller rystelse affyrer pollinerne, der limer sig fast på nærmeste overflade ved hjælp af en sugekoplignende skive, der fra naturens side spiller en rolle i bestøvningen.

Dette kan kun ske en gang, hvorefter blomsten falder af indenfor et døgn. Man bør derfor undgå at røre ved blomsterne, for at sikre længst mulig holdbarhed. Blandt de velduftende arter kan nævnes C. expansum, C. fimbriatum og C. pileatum, men også arter som C. saccatum og C. tenebrosum har spændende blomster. Mange arter og hybrider indenfor denne slægt kan dyrkes af en begynder - se også Cycnoches. Cattleya: Slægten Cattleya indeholder ca. 50 arter fra tropisk Amerika, men med mange variationer og underarter, og har været blandt de mest dyrkede slægter gennem de sidste 100 år. Planterne har tynde, aflange bulber, med et eller to blade i toppen, med kraftige luftrødder fra hvert nyt skud. Når planten er klar til at blomstre, vil den først udvikle en blomsterskede i toppen af bulben, hvorfra den efterfølgende vil skyde en blomsterstængel. Der produceres løbende nye krydsninger i forskellige farver og blomsterstørrelse, både med (gælder de fleste) og uden duft, og disse er de mest velegnede for begynderen at starte med, da disse er mere villig-voksende og ofte mere kompakte i væksten.

Ofte er der tale om krydsninger med andre slægter som Brassavola (Bc.: Brassocattleya, Blc.: Brassolaeliocattleya), Epidendrum (Epicattleya), Laelia (Lc.: laeliocattleya), Sophronitis (Slc.: sophrolaeliocattleya, også givet det nye kunstige slægtsnavn Potinara), der er med til udvide udvalget i farver, årstid for blomstring. Fra naturens side blomstrer planterne 1 gang om året, men nogle krydsninger kan blomstre 2 gange om året (Slc. Little Hazel, Lc. Love Castle, Lc. Love knot) i vindueskarm og holder typisk 1-1½ måned afhængig af årstid. De storblomstrede, gammeldags krydsninger blomster en gang i løbet af forår til efterår (Lc. Culminant m.fl.). De orange krydsninger er ofte vinter- (Lc. Little Faity, Lc. Goldfish) eller forårsblomstrende (Lc. Trick or Treat), hvor sidstnævnte og krydsninger med denne ofte kan holde op til 2 måneder.

Coelogyne: Slægten Coelogyne rummer 100 arter i Indien, Kina, Indonesien og Fiji-øerne. De fleste arter blomstrer en gang om året og holder 14 dage til 1 måned, med små eller store blomster, afhængig af art. Først og fremmest bør nævnes C. cristata (Snedronningen), der blomstrer ca. 1 måned mellem januar og marts. Tåler at stå i kølige rum (ned til 10oC) og kan i sommerhalvåret (ingen frost!) hænges ud på en beskyttet plads (vind, sol og snegle) for eksempel under æbletræet, men kan også dyrkes varmt som Phalaenopsis. Af andre arter til stuetemperatur kan nævnes C. dayanum, C. fimriata og C. massangeana (der kan blomstre 2 gange i sommerhalvåret, hvis planten dyrkes varmt nok), C. ovata, C. pandurata og C. speciosa (op til 2 blomstringer/år). Sidst, men ikke mindst, er der den varmelskende C. usitana, der med sine hængende stængler blomstrer i længere tid af gangen, efterhånden som planten vokser sig større, og ældre planter kan opleves i blomst året rundt.

Cycnoches: Slægten Cycnoches omfatter 23 arter fra tropisk Amerika, og er nærtbeslægtet med Catasetum, som den minder meget om med hensyn til blomstring og vækst, men alle arter får lange og ofte store bulber, hvorfra de normalt skyder blomsterstængler i toppen. Der er flere af arterne, der udmærket kan dyrkes: C. chlorochilon (Svaneorchide) og C. loddigesii, får begge store, velduftende blomster, mens C. peruviana får lange, hængende ranker med små, grønlige blomster uden duft. Der findes forskellige krydsninger med andre slægter, hvoraf kan nævnes Cycnodes Wine Delight (Cycnoches lehmannii X Mormodes sinuata), der med sine mørkerøde, store blomster med en tung, sød duft også kan dyrkes og nydes af nybegynderen. Det skal lige tilføjes at arterne af slægten Mormodes, bestemt ikke er for begyndere, i stedet bør man stifte bekendtskab med Catasetum og Cycnoches, samt krydsningerne af disse først, før man overhovedet overvejer at gå videre til Mormodes.

Cymbidium:
Dendrobium:
Epidendrum/encyclia:

Ludisia: Slægten Ludisia består af en art, L. discolor, og er udbredt fra det nord-østlige Indien henover det syd-østlige Asien og videre ind i Indonesien, hvor de vokser som jordorchideer i bunden af skove. Ludisia udvikler sig med led-delte, kødede stængler. Ved hvert led sidder et blad, der senere falmer væk, og hvorfra nye skud ofte udvikler sig fra. Hele planten er rød, mens bladene er dyb-røde med gyldne årer. Med tiden vil en gammel plante have skud hele vejen rundt i potten og hængende ud over kanten. Ludisia har sin blomstringsperiode november-februar, og ses typisk i handlen omkring juletid med oprette blomsterstande fra toppen af skuddene. Blomsterne er hvide med gul midte. Sammen med andre broget-bladede slægter som Anoectochilus og Macodes, er denne gruppe kendt som "Juvelorchideer", der alle dyrkes for deres forskellige farvede, brogede eller marmorerede blade, og er blandt de flotteste bladplanter blandt orchideerne, men ofte med lidt uanseelige blomsterstande. De tolererer ingen sol, men vokser godt i et lyst nordvindue.

Mediocalcar: Slægten Mediocalcar er på 20 arter og findes primært på New Guinea, hvor de mere almindelige arter alle findes i højtliggende skyskove. Eneste art kendt i kultur er M. decoratum, der blomstrer 1-3 gange i løbet af foråret, i 2-3 uger, ofte med mange ½ cm store, gule og orange, klokkeformede blomster. Denne art foretrækker en varmt, fugtig plads i let skygge. Den kan ikke lide at komme op at hænge i luften, men trives i stedet nede mellem andre planter. De enkelte blade og bulber er meget små men talrige, med forholdsvis lange, seje og meget tynde rødder fra hver bulb. Ældre planter kan med tiden danne en pudeagtig vækst.

Odontoglossum:
Oncidium:

Paphiopedilum: Slægten Paphiopedilum, med ca. 100 arter kommer fra sydøstasien. Paphiopedilum er også kendt under handelsnavnet Fruesko (ikke at forveksle med den danske fruesko, der er af en anden slægt), der referer til den særlige sko-formede læbe på blomsten, der er et særligt kendetegn for denne gruppe af orchideer. Skoen er i virkeligheden en insektfælde, planten bruger som hjælp til bestøvningen af blomsten. Disse vokser overvejende som jordorchideer og får skud med enten grønne eller brogede blade. Blomstringen kommer fra de nye skud med en eller få blomster på hver stængel afhængig af type. Der er 3 grupper af interesse for begynderen: De gamle storblomstrede hybrider (P. insigne-hybrider), såsom P. Quardron, som man oprindelig lavede til snit-blomster, findes stadig som potteplanter den dag i dag. Mens de kan være lidt voldsomme med de lange blade, er de fleste voksevillige, robuste og kan tåle ned 16oC.

De blomstrer 1 gang om året i vinterhalvåret og holder 2-3 måneder. En ældre plante vil tit producere flere stængler over en længere periode, og man vil derved kunne blomstringen i lang tid. Af andre hybrider kan bl.a. nævnes P. Maudiae og P. Vinicolor, samt hybrider af disse, der kan blomstre på andre tidspunkter af året. Visse naturarter, såsom P. callosum, P. delenatii, P. spicerianum, P. sukhakulii og P. wardii, kan ligeledes bringes i blomstr 1 gang om året uden større vanskligheder. Andre arter, P. glaucophyllum, P. liemanianum, P. primulinum og hybriden P. Pinnochio, kan løbende blomstre videre på samme stængel 1-2 blomster ad gangen, der holder ca. 1 måned, hvorefter den næste blomst tager over. Disse fruesko er kendt for at kunne blomstre i flere måneder, og i tilfælde af større planter, år.

Phaius: Slægten Phaius (Palmeorchide) rummer ca. 50 arter fra Afrika gennem Indien til Kina, syd-øst Asien og stillehavsøerne, der normalt vokser på jordbunden. Mange arter og krydsninger (med Calanthe: Phao-calanthe) af denne slægt er nemme at dyrke og blomstre, men kræver god plads, da der er tale om store planter. Bladene er brede, ½-1 m lange, der omkranser de tykke bulber. Hvert års blomstring kommer fra basis af de nyeste bulber, og varer 1-2 måneder. Blomsterstænglerne når en længde på ½-1½ m. Især P. grandiflora og P. schlecterii er kendt i kultur for sine store duftende, hvide og purpur-brune blomster, begge er forældre til krydsningen P. Dronning Margrethe, der er forårs-blomstrende og lidt mere kompakt i forhold først-nævnte art.

Phalaenopsis:
Phragmepedium:
Pleurothallis:
Vanille:
Pleione:
Zygopetalum: