Vi anbefaler at bruge normale, brune plastikpotter med huller i bunden til orkideerne.
Plastikpotter: Den bedste og nemmeste måde at dyrke orkideer er i plastikpotter. Til almindelig dyrkning i vindueskarmen bør potten som udgangspunkt have cirka samme højde som bredde.
Ved store/gamle planter brug potter der er bredere end dybe, dvs skålpotter (bortset fra gamle Cymbidium). Se også dyrkningsvejledningen.
Vi fraråder både gennemsigtige, høje, ler-, og glaspotter, da det har mere med mode at gøre end hvad der er godt for orkideerne.
Lerpotter: Der er flere ting, som gør lerpotter uegnede til orkidedyrkning. Om sommeren mister lerpotterne for meget vand, og om vinteren kan man risikere det bliver for koldt om rødderne på planten, da en lerpotte sænker temperaturen med 3-4 grader. Det kan desuden være meget besværligt at få en orkide ud af en lerpotte i hel tilstand ved omplantning, da rødderne hæfter sig fast på indersiden. Gennemsigtige potter: Det er en udbredt misforståelse at plastikpotter skal være gennemsigtige for at kunne vokse godt. Faktisk vokser planterne bedre i en almindelig plastikpotte, da der kan komme algebeklædning på indersiden af de gennemsigtige potter, der vil konkurrere med orkideernes rødder, stjæle gødningen fra dem, og i værste fald slå rødderne ihjel.
Høje potter: Der kan der opstå meget uens vandingszoner på grund af pottens forkerte dimensioner. Det kan betyde at bunden altid er våd, mens toppen altid er tør, hvilket er problematisk uanset hvilket vækstmedie man bruger. De høje potter stammer oprindeligt fra Holland, og kræver at man bruger dræn i bunden.
Glaspotter: Samme problem som ved andre gennemsigtige potter. Glaspotter kan desuden blive for kolde om vinteren ligesom lerpotter, og er oftest lukkede (dvs uden dræn), hvorved det er vanskeligt at vande korrekt.